Vores erfaringer i fortællinger

En oplevelse fra min barndom
Skrevet af Rikke 

Jeg var på besøg i en anden børnehave. Vi skulle selv underholde os. Vi var en gruppe børn, der skulle finde ud af hvad vi skulle lave. Vi snakkede og blev enige om, at vi ville ind i gymnastiksalen og spille bold. Vi kunne godt lide at bevæge os. Så vi gik hen til en pædagog og fik lov. Vi fik overtalt pædagogen til at være med. Det var rigtig sjovt vi grinede alle sammen rigtig meget. Vi glemte tiden og lige pludselig var der frokost. Sådan en pædagog vil jeg gerne være.

Den stumme dreng

Skrevet af Natascha

Jeg har i en periode været vikar i en institution, hvor der både er vuggestue og børnehave. Noget som meget hurtigt fangede min opmærksomhed var et søskendepar på to drenge, hvor begge drenge, havde motoriske problemer. Men noget, som jeg fandt endnu mere interessant var, at storbroren aldrig snakkede til nogen det eneste tidspunkt der var lyd på ham, var når han grinede eller græd. Jeg spurgte ind til pædagogerne omkring drengen er ren nysgerrighed, og fik at vide, at drenge er selektiv stum. Kun enkelte gange har pædagogerne i institutionen hørt drengen sige noget. Derhjemme snakker han dog med sine forældre, og kan også finde på at sige noget til forældrene når han bliver hentet, men så er det med en viskende stemme.
En dag ude på legepladsen kom storbroren hen til mig og sagde at jeg skulle komme med, hvorefter to af de andre pædagoger og jeg kiggede på ham, da han aldrig sagde noget. Jeg fulgte med hen til sandkassen, hvor han ville vise mig, hvad han havde lavet.
Efter denne dag har vi ikke rigtigt hørt noget fra storbroren udover de gange, hvor han har grint eller grædt.

Den skræmte dreng

Skrevet af Luna Maria

En dag i børnehaven. En helt almindelig dag. Troede jeg. Jeg stod ud af sengen, tog mit tøj på og skyndte mig ud af døren. Bussen var forsinket, så jeg nåede det lige. Halvvejs oppe ved børnehaven steg en dreng på bussen, sammen med sin mor. Han var ked af det, og jeg vidste, at han skulle samme sted hen, som jeg selv. Allerede her viste dagens udfordringer sig for mig. Jeg vidste det bare ikke. Da vi steg af bussen, smilede han til mig og sagde glad:
”Hejsa med digsa!”
Jeg hilste og skyndte mig indenfor. Da jeg kom ind gennem gangen, så jeg ham sige farvel til sin mor. Det virkede som om, han ikke kunne komme hurtigt nok væk fra hende. Jeg rynkede panden, men gik bare videre. Senere samme dag, var alle på legepladsen. Store som små. Vi hørte den sædvanlige lyd af børn, der var uenige, men pludselig hørte vi et skrig. Højere end normalt og bange. Vi satte med det samme kurs mod sandkassen i hjørnet, hvor vi fandt en grædende pige og en vred dreng. Ud af øjenkrogen nåede jeg at se, drengen fra i morges forsvinde hen ad legepladsen. Jeg overlod skænderiet til pædagogen og fulgte efter ham. Det var ikke usædvanligt, at børnene stak af, inden vi kunne få fat på dem. Det skulle dog vise sig, at han ikke var let at finde. Til sidst var det eneste sted, jeg ikke havde kigget ved bålpladsen bag huset. Og ganske rigtigt. Dér sad han, krøllet sammen og trykkede sig ind til muren. Jeg undrede mig, for han så rædselsslagen ud. Jeg satte mig ned i græsset ved siden af ham, og han kiggede op på mig:
”Rasmus slog!”
”Hvorfor slog han dig?”
Drengen så forvirret ud. Så rettede han mig:
”Nej nej. Han slog Maria.
Efter en smule overtalelse, fik jeg ham med tilbage på legepladsen. Jeg gik omgående hen og fortalte en pædagog, hvordan drengen havde reageret, selvom han slet ikke var involveret. Pædagogen valgte at gå videre med sagen. Det viste sig, at drengen jævnligt blev slået i hjemmet og ofte oplevede sin mor blive slået. En dag et par måneder senere trak institutionslederen mig til side og fortalte mig, at drengens far var blevet dømt for vold.

Sankta Lucia optog i vuggestue
Skrevet af Heidi

 Til forældrekaffe i december oplevede jeg og de øvrige børns forældre hvorledes pædagogerne styrede et Lucia optog med de børn der havde lyst til at deltage.
Vi mødtes til kaffe hvor vi fik afsløret hvad der skulle foregå. Derefter så jeg hvorledes pædagogerne med højt humør fik motiveret børnene til at gå ud på gangen og iføre sig hvide klæder og små batteridrevne fyrfadslys. Nogle børn var mere begejstret end andre, men det lykkedes pædagoger og forældre i samarbejde at få gejsten op hos de fleste børn. Et enkelt pigebarn var tydeligvis meget glad for gensynet med sin mor, så hun deltog som tilskuer fra sin moders skød.
Derpå lød klangen ude fra gangen – i første omgang overdøvet af pædagogen. Men som ungerne trådte ind på stuen kunne man høre de forsinkede gloser komme fra strålende ansigter. Stolte med deres hvide og alt for store t-shirts og guldkrans på hovedet travede de hele to runder omkring kaffebordet hvor alle forældre sad til bords – med mindst ligeså synlig stolthed og glæde.
Kort derefter slap de kære små væseners tålmodigheden op. Ungerne strøg i alle retninger og genoptog hoppen, dansen, skrig og skrål. Og forældrene sluprede endnu en kaffetår i sig.