Brik 3, 4 og 5

Magnus vendte sig om i stolen. I døren stod en alvorlig dreng og så ind på kontoret.
”Magnus, må jeg lige snakke med dig?”
Magnus rynkede panden. Drengen var usædvanlig fåmælt.
”Selvfølgelig. Kom ind.”
Drengen gik ind og satte sig på en stol, hvor han tøvede lidt. Så begyndte han at snakke til sine snørebånd:
”Der er nogle som stjæler. Henne i Netto.”
Magnus studerede drengen længe. Så spurgte han forsigtigt:
”Hvor ved du det fra, Rasmus?”
Drengen så op og mumlede stille:
”Fordi jeg selv har gjort det. Men jeg vil ikke være med mere!”

Senere samme dag informerede Magnus klubbens leder, Claus, om, hvad Rasmus havde fortalt ham. De to blev enige om, at holde et vågent øje med gruppen af unge de næste to uger. Rasmus havde ikke villet fortælle, hvem det helt konkret var der stjal. Så i de næste 14 dage var Magnus og de andre ansatte ekstra opmærksomme på alle børnene. Dog især den lille gruppe, som Rasmus plejede at være en del af. En dag gik Magnus tilfældigt forbi drengenes toilet på sin vej ned gennem gangen, da han overhørte brudstykker af en dæmpet samtale. Det var tydeligt, hvad det omhandlede:

”Hvad med Føtex denne gang?”
”Det er bare så svært, at snuppe noget i Føtex!”
En tredje gav ham ret. Efter lidt diskussion, blev drengene enige om, at Aldi var det bedste bud.
’Nu er der ingen vej tilbage,‘ tænkte Magnus. Han havde hørt nok og smuttede ud på toilettet. Ved synet af ham, skyndte den ene dreng sig at sige:
”Ja. Men min far er altså også for nederen nogle gange.”

”Jeg synes, vi skal underrette deres forældre.”                                                                                                      

Som sagt, så gjort. Ikke at det gav særlig meget. Forældrene gik, som forventet, i forsvar overfor deres børn. De mente imidlertid, at det måtte være enten ondsindede rygter eller ”de andres børn”.
’Selvfølgelig.’ Tænkte Magnus ved sig selv. ’Det er altid de andres børn.’
Derfor blev Magnus og Claus enige om at underrette SSP, altså Skole, Sociale myndigheder og Politi. Samtidig kontaktede de også de forskellige omkringliggende butikker. Her begyndte flere forældre at indse, at der jo nok var noget om snakken. Et samarbejde mellem SSP, forældrene, butikkerne og klubben startede med det formål, at få børnene til at lave noget andet og undgå tyverierne. Magnus syntes umiddelbart, at det var meget at gøre ud af det. Men på den anden side, var det måske nok det, der skulle til. Fra klubbens side gik opgaven ud på, at give de medvirkende et godt alternativ til deres tyverier. Noget de hellere ville, da det gav et andet sammenhold, og desuden var langt sjovere. Dette involverede alt lige fra rollespil, fisketure og byggeprojekter til spilleaftener ved computeren og fodboldkampe.

Det tog naturligvis noget tid at få alle med, men da først de deltog, gik der ikke længe, før Magnus så nogle helt andre børn. De var både gladere, og sammenholdet var helt anderledes.

’Alt fordi én dreng på 13 år, imponerende nok, kom og betroede sig. ’Tænkte Magnus, mens han så ud over en flok orker, trolde og riddere i intens kamp om kongens dyrebare skat. Nu og da blev én af dem slagtet og måtte ærgerlige sætte sig ned i græsset og vente. Magnus smilede og mumlede:
”Jeg er vild med mit job.”