Interview

Interview med pædagog i klubben

A: Os
B: Pædagog

A: Hvordan vil du beskrive målgruppen?
B: De er 10 til 14-årige, og de er meget forskellige. De er meget selvstændige i den her alder. Det er kun få ting, som de skal have hjælp til. Og det, at de er så selvstændige er også med til, at vi ikke rigtig har nogle konflikter her. De klarer for det meste konflikterne selv. Men selvfølgelig, hvis der er noget, som står på i flere dage, så blander jeg mig. Jeg kan nu også godt finde på, at blande mig i de mindre konflikter. Men der er oftest ikke behov for at blande sig, for de kan klare de fleste problemer selv. De vil gerne have en voksen, som de kan støtte sig op af, men de vil også gerne klare alting selv. De vil gerne vise sig som de her små voksne, de er ved at blive til – de her pre-teens.

A: Er der nogen børn af anden etnisk baggrund?

B: Jeg har en dreng der er Thailænder og så får jeg pr. 15 marts der er kineser. Vi har ikke nogle indvandrer.. desværre. Det kunne jo give noget mangfoldighed, eller hvad man nu kan sige.

A: Hvordan ser din hverdag ud?

B: Jamen i dag der mødte jeg kl. 11.30. Men de dage, hvor jeg møder tidligt der har jeg lidt tid til at sidde på kontoret og få ryddet lidt op. Få tændt alt lyset, og startet alle computerne op, sat playstationen frem, åbnet alle dørene, sat en kop kaffe over eller et eller andet, men der får jeg sådan en blød start. De dage, hvor jeg så møder ind klokken 13, så er der fuld knald på når jeg kommer her ned. Det kan godt være lidt svært at komme ind i hverdags rytmen, og det lyder måske dumt fordi de dage hvor jeg kun er her fra kl. 13- 17 sådan en dag hvor jeg kun har de her 4 timer på arbejdet der er de hårdeste dage fordi jeg har svært ved at nå og komme ind i ungernes leg, deres gøren og laden, og når jeg så endelig kommer ind, jamen så har jeg jo fri. Eller så har dem som jeg så har fundet ud af jeg lige kunne gøre noget for i dag fri, fordi de så skal til fodbold, håndbold, badminton osv. de har en pokkers masse fritidstilbud i dag de unge mennesker, og de benytter sig af dem i den grad de kan, men det betyder desværre også at de ikke kommer så meget her nede hos os fordi det har de ikke overskud til. og så lektier – puha hvor laver de mange lektier nu.

A: Når du kun har 4 timer om dagen, så har du da ikke ret mange på en uge?

B: Jeg er ansat på 32 timer. Fordi jeg så også har mandag og onsdag aften hvor jeg er hernede til 21.30. og så har vi hver anden fredag der har vi personalemøde, hvor vi møder kl. 8.00, og så har jeg nogle juniorklubmøder – vi arbejder sammen med de andre juniorklubber i Randers, så mødes vi engang om måneden og så taler vi om hvad vi skal lave af arrangementer sammen osv. jeg har nogle kurser som jeg tager på fra tid til anden. Og ja timerne de hænger sammen. Men nogle uger kan jeg godt have 50 timers arbejdsuge og andre gange kan jeg have 28 timers arbejdsuge. Så ja .. Lige for tiden render jeg rundt med en 100 timers afspadsering til gode. Og jeg har også en lille uges ferie som der skal bruges inden den 1. maj.

A: Hvad kunne de fælles aktiviteter være?

B: Vi har noget der hedder sms dag- det står for sjov, motion og samarbejde. Der mødes vi på EN SKOLE (05:00) og så laver hver klub som der deltager en eller anden aktivitet som de tager med som skal være en bevægelses aktivitet eller et eller andet det skal være noget der er sjovt og motions relateret. Så bliver alle ungerne delt ud i hold, ikke på tværs af klubberne men i de klubber de kommer fra. Jeg tror at det er 5 eller 6 der er på hvert hold. Og så skal de så løbe rundt til forskellige poster og ved hver post der for de så point for udførelsen af den her opgave som de skal udføre. Der står så en pædagog eller en medhjælpere eller begge to, som så skal bedømme om opgaven bliver udført ordentligt og gruppen bliver også bedømt på deres holdånd, og hvordan de samarbejder. Så at løbet ikke bare bliver noget de drøner igennem.
Vi har også en Romalt dag, hvert år, hvor vi mødes ude i Romalt bakker, hvor vi igen laver nogle motions relateret aktiviteter.  Jeg plejer at sætte en tid på forhindringsbanden derude -  jeg er gammel militær mand, og så skal ungerne prøve at se om de kan slå tiden. Eller så er der nogle der har bueskydning med, der er klatreinstruktør så man kan lære/prøve at klatre på det der klatretårn der er derude.  Der er også nogle der har BMX cykler med, som de så ligger og køre råddent med derude. Vi har en julefrokost hvert år, hvor vi mødes oppe på (….)Skolen og giver den gas, der bestiller vi diskotek som der er en meget børnevenlig dee jay med. Han er skide god med børnene og forstår sig på dem. Vi går også til rollespil sådan i de gode måneder, hvor det ikke er alt for koldt. Så er vi oppe på kasernen eller i nogle grusgrave og så har vi nogle lejre osv. osv. hvis man ikke har været med til sådan noget rollespil før så fremstår vi som en ordentlig flok nørder. Men det er en fantastisk ting, for man kan virkelig se hvor meget relationsarbejde der faktisk ligger i rollespil. Og hvor fantastisk et stykke værktøj det kan være. Også til at lære dem noget omkring empati, altså de bliver nødt til at læse at nu ser ham det sur ud fordi han spiller godt nok sur, men ikke desto mindre så ser han faktisk sur ud. Det giver dem nogle fornemmelser for hvornår man går over stregen. Det er jo helt fantastisk at se de her børn. Man kan se hvordan f.eks. denne her forholdsvis indelukket og stille dreng, hvordan han virkelig lever sig ind i rolle som f.eks. ork og hvordan han så bare brøler osv. og det gør han fordi det er en rolle som han spiller og det følger så med over i hverdagen. Jeg har set hvordan nogle af ungerne kan udvikle sig fra at være sådan nogle der er små og stille og generte til at kunne gå hen og erklærer sin store kærlighed til Clara på en sommerlejr. Og det er jo super fedt at se.

A: Tager i så på ture i sommerferien?

B:  sidste år kom vi ikke af sted. Vi skulle have været af sted til Hirtshals tror jeg det var og så skulle vi egentligt også sparer. Men vi har så fået en del flere penge på vores budget end det egentligt var meningen, så nu er vi så heldig at vi har fået lov til at tage af sted igen i år. Jeg har så fundet sådan en ungdomsfestival for børn i 7-14 års alderen, der hedder Vilde Vulkaner, hvor bl.a. Rasmus Seebach, Carpark North, Alexander Brown og mange flere kommer og spiller. Så i år i uge 27 der tager vi over til en ægte festival for børn, vi skal sove i nogle telte og vi skal høre musik og vi skal rende rundt på pladsen og opføre os åndssvagt. Og så håber vi på at det bliver godt vejr.

A: Hvad består dit pædagogiske arbejde i?

B: det består i at dele rigtig mange lammer ud. Ej. Det nye ord fra Randers Kommune er inklusion så vi skal prøve at inkludere dem som så ikke rigtig passer ind andre steder. Vi har nogle børn, som har nogle specielle behov som vi skal prøve at inkludere i hverdagen. Jeg har en dreng der har ADHD og Tourettes og hvis man ikke ved det, så kan man ikke mærke det. Men når man så ved det så kan man se at der er nogle små tics men han er meget velfungerende jeg glæder mig til at han kommer i puberteten og hormonerne begynder at fise rundt i kroppen, for så er den der medicin han får ikke helt nok længere. Vi har en dreng der er infantil autist, som også skal have noget støtte, og så har vi dem så ikke fungere så godt socialt, og som måske ikke ved hvordan det er at man skal opføre sig overfor andre.

A: Så det vil sige at det her sted er meget rumligt?

B: ja lige præcist. Og derud over så går vi også meget op i relations arbejde som jeg var inde på tidligere, det behøver ikke kun at være rollespil. Men det kan også bare være nogle andre aktiviteter hvor vi kan se at ham her han har ikke rigtig nogen at gå sammen med og det er der en anden der heller ikke har og så kan man prøve at finde noget som de kan lave sammen – ikke fordi det nødvendigvis skal være dem. Man kan også prøve at sætte dem ind i en gruppe som de ikke har noget til fælles med, men som de måske kan lære noget af. Det kunne være godt for dem at være venner med dem. Der er nogle rigtige gode succes historier om det også.

A: Jamen vi vil da gerne høre sådan en succes historie?

B: Jamen den bedste jeg har det er fra dengang jeg selv var studerende – min tredje praktik periode det var her nede i denne her kælder. Og min vejleder han sidder så og snakker med en dreng som har det lidt svært i hverdagen, hans venner de gider ham ikke, han ved ikke helt hvad det er som han gør galt. Og det kunne vi jo godt fortælle ham, men så er det jo ikke ens betydning med at det trænger ind til ham – han ved ikke at de andre ikke synes det er sjovt når han render rundt og kalder de andre for bøsser osv. og en dag der siger Martin min vejleder så: ” Prøv at hør her, vi skal til at sende månedsbrev rundt” dengang sendte vi dem ikke rundt pr. e-mail men pr. brev. ” Og så må du bestemme 3 navne til nogle af dine venner, hvor de så får en helt speciel invitation til en bowlingtur”. Så siger drengen så de 3 navne og der er så 2 af dem som så siger at de godt vil med, men enten glemmer de det, eller så vil de ikke dukke op. Og ham her drengen han kommer så kun af sted med én af de her 3 som han inviterede med ud og bowle. Men lige siden den dag og stadig den dag i dag der har de bare været slyng venner. Nogle gange så er det i virkelighed så lidt der skal til. man kan skabe nogle forståelser for at folk er anderledes på måder som de her børn slet ikke tænker over. Det vi gør som pædagoger det er jo at vi manipulere i sådan en grad at det er helt uhyggeligt. Og det lyder ikke specielt rart. Men det er det vi gør og det et vi skide gode til. og på et eller andet tidspunkt, nu er i ikke kommet særligt langt i uddannelsen, men på et eller andet tidspunkt under uddannelsen så kommer det til at sidde på jeres rygrad og så skal i være opmærksomme på at i ikke glemmer det der fagsprog, som i  er ved at få opbygget nu, fordi i kommer til at få brug for det på resten af uddannelsen. Og når i så er færdiguddannet og kommer her ud i den virkelige verden, så skal i ikke bruge det til en skid – væk med det. Det vigtigste er bare at i fungere godt , det vigtigste er at man har det her flair. Men i kommer til at tage rigtig mange til med jer fra pædagoguddannelsen.

A: Hvordan er miljøet i klubben? Børn imellem. Voksne imellem. Børn og voksne imellem.

B: Ja. Nu sagde jeg jo at vi er en forholdsvis konflikt frit område, men det er også et forholdsvis mobbe frit område. I de 3 år jeg har arbejdet her nede kan jeg ikke mindes at vi har haft noget med mobning, der har kun været nogle få drillerier som der ikke har været kærlige, men som vi så hurtigt har fået stoppet. Der har aldrig været problemer med mobiltelefoner og sådan noget med at tage billeder op under toilet dørene osv. der har altid været den her gode respekt for at når nogen siger stop så stopper man. Jeg kan ikke forklarer helt præcist hvad det er som vi har gjort for at det ikke er her. Men vi må jo have gjort et eller andet, fordi det er her altså ikke. Så måske er det bare det at vi har været hurtige til at stoppe det når det har været ved at opstå. Og så ligger der nok også det i det at de her børn de er utrolige fornuftige – så hvis det ikke er noget de selv kan lige, så kan de godt tænke sig frem til at så vil andre nok heller ikke synes om det.
Vi har en meget fri tone her nede, det er som sagt de her store børn som vi har og som er meget selvstændige. Så når vi taler hernede så kan vi godt finde på at bande lidt. Vi må også godt gå med vores mobiltelefoner her nede personalet imellem  ikke at vi skal stå og snakke med kærester og familier eller venner for den sags skyld, men hvis vi bare skal sende en sms – jamen så sid da ved siden af børnene, fordi de har også deres mobiltelefoner på sig.

A: Det må de godt? (Have deres mobiltelefoner fremme)

B: Ja her nede må de godt. Men i fritidsordningen nej. De behøver ikke engang at have den på lydløs her nede. Det er så stor en del af dem i dag at, ja du skal ikke stoppe udviklingen, så tag i stedet for og se på jamen hvad kan vi så gøre for at følge med. Og de fleste af dem de har jo smartphones. Jeg er ved at overveje om vi skal gå med på moden og så lave et trådløst netværk som de så kan logge på her nede, fordi de efterspørger det. Og børn og unge de komme kun steder i dag, hvor der er trådløst netværk. Problemet er bare at jeg ikke kan styrer hvad fanden de så laver på deres mobiltelefoner for så kan de jo gå ind på alle mulige  sider.

A: Jamen kan man ikke gøre noget ved det?

B: Vi kan godt lave noget filter og vi kan sætte nogle koder op osv. via den trådløse router. Men det er ikke noget som jeg kan finde ud af, så skal vi have fat i en der har forstand på sådan noget.
Der er også en meget fri tone imellem personalegruppen , vi kan sagtens gå og drille hinanden lidt også overfor børnene. Lise kan f.eks. godt få af vide at hun er en bette lort eller Jan kan godt få af vide at han er en gammel ged og jeg kan godt få af vide at jeg er en høj idiot. Men det vigtigste af alt er at vi altid holder sammen, de kan godt mærke, ungerne at det lige præcist er kærlige drillerier. Og hvis der er en mere alvorlig tone, jamen så tager vi den selvfølgelig inde på kontoret. Det er vigtigt at vi som personale altid fremstår som nogle der holder sammen. At vi altid har den samme mening, ellers så begynder de – og jeg siger ikke at de gør det, men der kan godt være en tendens til at de her unge mennesker skal prøve at skabe splid imellem os så de kan få deres vilje eller hvad man nu skal sige. Ikke at de er nogle manipulerende små skiderikker, men vi er jo også nogle manipulerende store skiderikker. Sådan noget som hvis de spørger en voksen om noget og får et nej og de så spørger en anden voksen for at få et ja, så bliver vi sku sure, det gider vi ikke at have. Når en voksen har sagt nej så har vi alle sammen sagt nej og det er vigtigt at de forstår det. Men hvert år når vi får nogle nye børn, så skal de selvfølgelig lige finde deres plads. Vi skal lige pille fritidshjemmet ud af dem og så skal de også lære at det er nogle helt andre voksne der er her nede. Det er et helt andet regelsæt. De må meget mere her nede.

A: Får børnene medindflydelse?

B: Ja. Det gør de. F.eks. har pigerne jo været med til at bestemme hvordan deres tøse rum skulle se ud. De bestemmer til dels også selv, hvad der er vi skal se inde i biografen. De bestemmer også selv hvad de vil høre af musik her nede f.eks. der går vi ikke ind og bestemmer hvad de skal høre og ikke skal høre. De får en stor del af medbestemmelse for hvad de skal her nede. Det der ungdoms projekt vi har gang i med at bygge en scene, der er drenge der er med til at bygge det, og de har også været med til at bestemme, hvad vi skal have af udstyr, jeg har så godt nok lige vendt det med en anden kollega, som spiller på Tante Olga fra tid til anden, og spurgt ham, hvad han synes om det her udstyr. Og så er han så lige kommet med nogle forslag som jeg så er vendt tilbage med til drengene. Så har jeg så sagt at Jens han foreslår det og det her i stedet for kunne det være noget. Og så svare de jo så ja eller nej, ikke at deres svar har været endegyldigt det er mig der har bestemt i sidste ende, men de har haft en meget stor indflydelse på det. Det er også noget der er med til at få dem til at føle noget ejerskab til den her klub – det at de kan være med til at bestemme. De bliver en stor del af det her, ja det er deres klub. Det er vigtigt at de føler at det er deres klub- selvom at det i virkeligheden er min J.

A: Er det kun de store i ungdomsklubben der får så meget indflydelse, eller gør børnene det også her i juniorklubben?

B: Altså de får jo en del indflydelse på f.eks. hvad de gerne vil have af spil til computerne, hvis det kan lade sig gøre. Hvis de f.eks. siger at vi vil gerne World of war 3 i juniorklubben, så kan jeg sige nej, fordi der står 18+ på. Men hvis de kommer og siger at de gerne vil have at der ligger League of legends på alle computerne Jesper, så siger jeg at det kan vi godt finde ud af. Eller ja jeg undersøger det selvfølgelig inden at jeg siger ja eller blankt nej. Og League of legends er et gratis online rollespil, som der er enormt nemt at downloade. Og det andet spil er et spil hvor man skal rende rundt og skyde hinanden som man så bliver belønnet for. Jeg ved godt at de fleste børn og unge i dag spiller spil. Men der skal være en rigtig god grund til at jeg skal tage et spil med hvor der står 18+ på. Det kan også gå hen og blive noget værre bøvl med forældrene hvis jeg skal retfærdiggøre sådan noget over for dem.
Personligt er jeg stor fan af computerspil, især når det handler om at de skal fungere som et team, og prøver at fremme teamwork. Men vi prøver os frem, og så handler det jo også om at de nogle gange skal kunne forstå et nej.

A: Har de også medindflydelse på de aktiviteter i laver her nede?

B: Ja det har de. Ejj. Nu har jeg lige pillet den ned, men vi have faktisk sådan en forslags kassen til at hænge, hvor børnene så havde3 14 dage til at komme med nogle forslag. Og så den efterfølgende uge der lavede vi kun ting fra forslags kassen, det vil, sige at hvis der ikke var kommet noget i den så have vi ikke lavet en skid den efterfølgende uge og hvis der var nogle gode forslag jamen så lavede vi selvfølgelig dem. Og det var f.eks. fisketure, sports ture og jeg ved ikke hvad. Og ud over denne ene uge så var der jo selvfølgelig en masse overskydende forslag som vi så har brugt da vi skulle lave månedsplan.

A: Hvor mange børn er der til hverdag?

B: Vi er nomineret til 70 børn, men der kommer en 35-40 stykker pr. dag og det synes jeg egentligt er fint nok. Og det gode ved dem det er at de kommer ikke alle sammen på en gang. Vi har lokaler og faciliteter til at vi kan rumme alle 70 børn på en gang men de kommer i hold. Dem der får tidligt fri de kommer, og så er der nogle der tager hjem inden eller når de næste kommer, fordi så skal de vider til fodbold eller håndbold eller så skal de hjem og lave lektier.

A: Børnene kommer ikke her og laver lektier?

B: Jo det har de muligheden for , og vi har også skrevet ned at hver dag fra 14 -16 der kan man få hjælp til at lave lektier. Jeg plejer at sige at hvis det er matematik, så er det ikke mig de skal komme til, men hvis det er dansk, engelsk og historie jamen så kom endelig.

A: Hvilken lovgivning er junior klubben underlagt?

B: der er ikke skoleloven, da vi er selvejet men jeg mener at det er dagtilbudsloven.

A: er der nogle overordnet læreplaner som i følger?
B: ja, vi har. Men da vi er selvejet er vi ikke bundet til kommunen på samme måde som andre institutioner er.  Men vi har da nogle overenskomster med Randers kommune. De sidste mange år har vi kørt ikke i forhold til en læreplan men vi har haft nogle logbøger som vi har skulle udfylde omkring at skulle lave noget med anerkendende arbejde og relationer osv.og så skal vi også udfylde nogle logbøger omkring inklusion og hvordan vi inkluderer i hverdagen.

A: så jeres dokumentation det er via logbøger?

B: ja vi skriver nogle logbøger omkring hvad det er vi laver. Jeg har aldrig skulle skrive en underretning her nede fra. Men det er selvfølgelig også en form for dokumentation.

A: Skal i skrive noget ned fra hvert barn ?

B: Vi skal ikke. Vi har en dreng som havde nogle utrolige uheldige dage her nede. Det kunne gå fra alt til at rasere et helt rum til at han bare sad foran en computer en hel dag om hyggede sig. Hans mor havde ADHD og der var en masse andre ting som lige fik hans dage til at være lidt trælse. Men ved ham begyndte vi simpelthen at skrive en logbog om hver gang der var både en god og dårlig hændelse så vi kunne dokumentere i forhold til de møder som jeg havde med skolen og psykologen sådan at vi kunne fortælle hvad det var som der foregik her i klubben, og hvordan vi oplevede drengen osv. i dag der er han blevet udret og han kommer her næsten aldrig mere fordi han har fået en mentor, en som der kan rumme ham og så vider. Fordi i sidste ende så var vi også ved at nå frem til at vi ikke kunne blive ved med at have plads til ham her nede fordi de andre børn de begyndte altså at blive bange for ham. Han ekskluderede simpelthen sig selv og det er virkelig svært at lave inklusion på en dreng som de andre børn ikke vil have noget at gøre med. Og vi kan jo ikke begynde at tvinge de andre børn til at lege med ham.

A: Hvilke udfordringer ligger der i arbejdet som pædagog i juniorklubben?

B: Det er et meget meget bredt spørgsmål. Men for mit vedkommende så er det det der med at få timerne til at hænge sammen. Da dage hvor jeg kun er her 4 timer de er virkelige hårde. Men sådan en dag hvor jeg er her til 21.30 det elsker jeg for hold kæft, hvor kan jeg bare nå meget på sådan en dag. Jeg kan nå at lege med ungerne og jeg kan være med til at sætte højtaler op f.eks. jeg elsker bare sådan en slags dag. Sådan en dag hvor jeg er her i kun 4 timer der føler jeg ikke at jeg kan nå at få en finger med i noget som helst. Og nogle gange når jeg har fri der kl. 17.00 så kan jeg tænke jamen hvad har jeg egentligt lavet i dag. Det synes jeg virkeligt er hårdt. Noget andet der også kan være rigtig hårdt det er når børnene kommer og fortæller noget jamen så kan man godt nogle gange komme til at føle sig utrolig magtesløs. Så noget andet hårdt kan være at man skal huske at have denne her professionelle facade så når man går hjem jamen så har man altså fri, man skal ikke tage det her med sig hjem. Noget af det der er vigtigt for mig det er at jeg kan finde ud af at sige fra. Og uddelegere arbejdsopgaver når jeg føler at der bliver for meget for mig at lave.

A: hvad gør i hvis der er et barn der kommer og fortæller noget?

B: hvis vi tager udgangspunkt i den dreng der havde lidt problemer. Der var vi så heldige at der kom moren selv og fortalte hvorfor. Men ellers så handler det jo om at få det taget sammen med moren og at tage en samtale med drengen og fortælle ham at vi ved godt hvordan tingene er. Og så får han af vide, selvom at det måske ikke trænger ind til at starte med at vi er der for ham hvis han får brug for det en dag. Jamen så kan han bare komme til os. Det handler om at gå op til min leder og min souschef. Og så er det også noget med at vende det med forældrene og så handler det om at finde de resurser som man har og trække på. Her nede trækker vi også på hinandens stærke sider. Er der f.eks. problemer med IT jamen så er det mig og hvis der skal sættes en hylde op jamen så er det Jan eller mig.

A: Hvad er det bedste ved det her arbejde?

B: Det er når jeg skal til og på arbejde og jeg går der hjemme og tripper fordi nu skal jeg til at på arbejde. Og det er også når jeg skal til og hjem om aften og ikke kan forstå hvad der er blevet af dagen. Det er den her kontakt jeg har med ungerne. Især ved de der små ting man laver med dem, perleplader osv. hvor man virkelig kan se glæden i deres ansigt. Bare tiden sammen med ungerne – jeg elsker den simpelthen. Det er det mest fantastiske.

A: Hvilken aldersgruppe brænder du mest for?

B: det er et uretfærdigt spørgsmål. Men jeg brænder mest for arbejdet i junior klubben. Ungdoms klubben kan jeg også rigtig godt lide, men jeg kan godt mærke at der hvor jeg helst vil være det er i junior klubben – det er de 10 – 14 årige. Det kan godt være at de er meget selvstændige, men de er ikke mere selvstændige end at de ofte har brug for noget hjælp alligevel. Det er også de daglige samtaler vi har med ungerne. Vi har en dreng som kommer og krammer mig 10 gange om dagen, fordi han så godt kan lide at være her nede. Men dermed er det ikke ment at jeg ikke kan lide ungdomsklubben. Der opnår man jo en helt anden form for kontakt til de rødder, der kommer derinde. Og nogle af dem er virkelig rødder. De er ikke Guds bedste børn. Men man kan opleve to forskellige børn. Når jeg er til et SSP-møde og får noget af vide om nogle af de her børn, som jeg kender fra klubben. Jeg får af vide, at hans forældre er bange for ham og overvejer at sende ham på kostskole, fordi de ikke kan rumme ham ovre i skolen – Han går i noget specialtilbud. Og den samme dreng, han kommer herned og er et smil til op over begge ører. Han elsker at være hernede, fordi der er nogle andre krav til ham. Det her er hans fristed. Hvis man ikke vidste, at det var den samme dreng, vi talte om, så kunne man heller ikke finde ud af det. Der er så stor forskel på, hvordan de opfører sig. Jeg ville faktisk ønske, at SSP kunne komme herned og se ham en aften.

A: Er SSP omfattende?

B: Vi havde for et års tid siden en dreng, som fortalte, at nogle af de andre gik og stjal i butikken. Det var bare sådan noget som tyggegummi, små poser med chips osv., men ikke desto mindre butikstyveri, og det skulle stoppes. Jeg konfronterede så nogle af de andre drenge, som havde været med til det, og vi kontaktede deres forældre og fik noget forældresamarbejde op at stå. De kunne komme over og sige undskyld. Jeg tog dem med på SSP-møde, hvor nogle af de andre sagde, at det havde de også hørt noget om. De kørte rundt på de forskellige skoler, og til sidst havde vi fået optrævlet en ret stor ring af de her unge, og det var lidt som om det var blevet alment okay at stjæle. Vi skulle se at få det stoppet og en medarbejder ovre på skolen gik ned i LIDL og fortalte dem, hvordan situationen var. Vi fik startet nogle kampanger mod butikstyveri i lokalområdet. Og alt det, var sådan set udelukkende, fordi en dreng havde sagt til mig, at der var nogle af de andre der stjal.

A: Er I som medarbejdere med i aktiviteterne eller er I dem på sidelinjen?

B: Det er lidt forskelligt. Vi er aldrig dem, der bare står og drikker kaffe. Vi kan også godt lide det, og det er en del af det at være hernede, men som nu fx i dag skal vi over i salen på skolen. Så er der en af os der går med derover og en gammel ansat styrer tingene derovre. Hvis vi fx laver en FIFA-turnering, så er jeg stort set altid med. Bl.a. fordi der ofte mangler nogle, men også fordi de elsker at spille imod mig. Ved fx en bordtennis-turnering, der er vi om ikke andet dommere. Vi vil gerne være med, for det giver en anden relation til børnene. De skal vide, at vi godt gider dem, og det viser vi, når vi er med i tingene. Der er ikke noget federe for dem, end at kunne sige, at de har banket mig i bordtennis.

A: Skælder I meget ud hernede?

B: Nej. Det er sjovt, for vi plejer årligt at have et awardshow med 30 awards, så som årets grovæder, årets mobilnørd, årets sportsidiot osv. Der er også ”årets bedre voksne” og ”årets skrappeste voksne”. Det år hvor jeg vinder begge kategorier, så er jeg glad. Jeg elsker at få af vide, at jeg er både det ene og det andet. Det synes jeg er et skulderklap af den anden verden. Men indtil da, nøjes jeg med den skrappeste. Men vi skælder ikke ud hver dag eller hver uge. De fleste unge ved godt, hvordan man skal gebærde sig hernede. De skal lige have lov at falde til, og de gør også nogle dumme ting fra tid til anden, men så taler vi en samtale om det.

A: Er der nogen former for konsekvenser heraf?

B: Ja, vi har indført, at hvis de har brugt et rum uden at rydde op, så er det lukket dagen efter. Det er en konsekvens, som bliver gennemført, for så ved de, at vi faktisk mener det. Når vi har sagt nej, så mener vi også nej. Ellers så skal de have nogle gode argumenter for at gøre, som de gør. Så det er mere end samtale, for direkte skæld ud, kan vi ikke bruge til noget.

A: Hvad med sådan noget omkring betaling?

B: Det koster 472kr om måneden, at have et barn i juniorklubben. Og så kan de komme ligeså ofte de vil. Det er kommunen der sætter priserne og åbningstider. Vi er billigere end SFO.

A: Jeg lagde mærke til, da jeg kom, at der ikke er så meget udenfor?

B: Vi har legepladsen. Men det er mest til de små. Hvis vi gerne vil ud, så har vi en bålplads oppe ovenpå. Den må vi gerne bruge. Hvis vi skal spille fodbold eller sådan noget, så plejer vi at gå over på skolen på den anden side af vejen.  Vi har også snakket om en skaterrampe. Vi har jo forskellige kompetencer, så vi skulle have fat i én som ville kunne lære dem det. Det eneste alternativ er ”Byggeren” oppe i nordbyen, hvor folk kommer langt væk fra for at skate.