At påvirke/ændre de unges
holdninger/handlinger med målet at stoppe tyverierne. Et grundlag for dette er
at undersøge og forstå de eksisterende forhold.
Relevante forhold i denne forbindelse
kunne være:
-
Et antropolistisk
syn på de unge
o
Læren om de unge
(hvad ved vi om denne aldersgruppe).
-
Udviklingspsykologisk
viden om de unge
o
Individuel
identitet/gruppeidentitet (Erik Eriksons model).
o
Selvdannelse:
dannelsen af selvet i det sociale samspil
o
Primær- og
sekundærsocialisering
o
Habitus (set fra
en sociologisk vinkel)
-
Relationer
o
Relationsformer
(asymmetriske, symmetriske, konfluente, komplementære)
o
Magtforholde
o
Forældresamarbejde
Med udgangspunkt i Erik Eriksons
oversigt over udviklingsstadier, kan vi se at juniorklubbens unge på 10-14 år
befinder sig omkring skellet ved stadierne skolealderen og puberteten. De
psykosociale kriser som er opstillede for disse stadier er blandt andre
mindreværd, identitet og forvirring. Disse stadiers særlig vigtige relationer er
nære venner og gruppe.
Denne viden er relevant i forhold til de unges berigelseskriminalitet. Det er følsomme og letpåvirkelige unge, som skaber deres trygge rammer ved at danne nære relationer eller grupper som de kan identificere sig med. Og dermed dannelse af selvet i det sociale samspil. Et håb for flertallet af de unge kan derfor være, at de er nemme at påvirke i anden og mere positiv retning.
Det kan formodes at gruppen af unge
tyve har haft en (eller få) motiveret gerningsmand (gerningsmænd) som har
opstartet tyverivanen. En vane som er ved at forplante sig som habitus - om end
måske kun for ophavsmanden.
Hertil kunne tænkes at der var behov
for en mere dybdegående socialpædagogisk indsats overfor enkelte, som eventuelt
indebar individuel behandling med indblanding af de sociale myndigheder.
Hvis et ungt menneske begår en
kriminel handling er der en god grund til at undersøge hans eller hendes
livsvilkår.
Folk, der
føler sig udelukket af fællesskabet, har en større risiko for at blive
kriminelle. Risikofaktorer: problemer i skolen,
Historiens ’sladrehank’ agerer ud fra sin primærsocialisering og sekundærsocialisering (dobbeltsocialisering). Omsorg og opdagelsen i hjemmet og familiens kultur har præget og ligeledes har institutionslivet haft sit indvirke. En proces hvor han har tilegnet sociale normer samt evnen til social kognition (kognitiv lagret viden om, hvorledes man begår sig i sociale situationer). Så med fare for at blive ekskluderet, vinder ’sladrehankens’ habitus og med troen på, at det er forkert at stjæle, går han mod strømmen - med faren for eksklusion.
Gruppens
igangsættende aktører er ligeledes påvirket af deres primærsocialisering og
sekundærsocialisering – men påvirket i anden retning som har affødt andre
sociale normer. Som nævnt under persongalleriet er ophavsmændene afkomst af
velhavende familier hvor karrieren har været afgørende, med forældrenes fravær
som følgevirkning. Under disse forhold har de unge udviklet adfærd der har
erstattet den manglende opmærksomhed, nærvær og sammenhold. Negativ adfærd
udløser ofte øget opmærksomhed, og driver de unge svigtede til at stjæle.
Foregående i grupper får de opfyldt deres behov for sammenhold og nærvær samt
styrker/danner deres identitet.
Gruppens relations mønster er af betydning i flere henseender. Især hvilke
påvirkninger den enkelte unge er underlagt i privatsfære. Og det kan ved
nærmere studie af disse måske synliggøres, hvorvidt der er talte om habitus for
den enkelte. Eller om den enkeltes handling er udledt af en usikker/umoden
identitet og behovet for gruppeidentitet - muligvis gruppepres. Fra social
eksklusion til asocial inklusion. Fra individuel taberidentitet til kollektiv
gruppeidentitet. Fra mangel
på individuel selvtillid til højt gruppebaseret selvværd.
Med frygt for at bevæge sig fra midlertidig
ungdomskultur til livslang afvigerkultur.
Ligeledes kan der ses nærmere på gruppens indbyrdes relations dannelse. Det
må her formodes, at der er tale om magtforholde som skaber assymetriske relationer.
Det kunne forestilles at den føromtalte ’opstartende gerningsmand’ kan stemples
med rollen som gruppens leder.
Relationer til voksne som de unge har tillid til, er også betydningsfuld.
Her kan nævnes ’sladrehankens’ meget åbenlyse tillid til juniorklubbens
pædagog. Denne tillid kan være af stor betydning i arbejdet med at påvirke de
unge til anden mere positiv og acceptabel adfærd.
Forældresamarbejdet udgør også en udfordring, da det er et følelsesladet
emne at behandle, når deres børn har en negativ adfærd. Derfor skal der lægges
tanker i tilgangen til dialogen med forældrene.
Den pædagogiske indsats
-
Inklusion
o
Skab anden
gruppeidentitet
-
Anerkendende
kommunikation
o
Intentionen i de
unges handlinger
o
Medspillende-medspil,
ping-pong samspil og modspil/udfordring
§ Undgå skældud
§ Undgå at lege fængselsbetjent
o
Socialpædagogisk
arbejde med utilpassede unge
§ Skulder-ved-skulder-pædagogik
o
Guide til ændring
af adfærd (før den stadfæster sig og udvikler sig yderligere)
§ Motiver til anden aktivitet (sport, kampsport,
dans, skateing, rap-sange, teater, skuespil)
§ Anvend deres kunnen til acceptabel adfærd
-
Det fælles tredje
En konflikt af denne karakter med brud
af loven forpligter juniorklubben til at underrette SSP. Da der ikke er tale om
ét individ, men en hel gruppe, som ikke er blevet pågrebet i selve agten,
iværksættes et tværfagligt samarbejde med SSP, forældre og butiksindehaver
(sidstnævnte øger sikkerheden i sin butik). Opmærksomheden lægges på
kriminalpræventive tiltag.
Angående forældresamarbejde kunne man prøve at få en
dialog med de enkelte forældre til de børn som har været indblandet. Man kunne
lave nogle aftner for samtlige forældre til børn i klubben, hvor man ligeledes
forsøger at få en dialog i gang.
Man kan starte med at sende et brev/ mail rundt til
forældrene og gøre dem opmærksom på hvad der er sket. Og derigennem indkalde
til møde.
På mødet skulle informeres om omstændighederne og gives gode råd og vejledning i behandling af forholdene. Der informeres om kommende tiltag i skole og juniorklub og opfordres til forældresnes involvering i form af aktiv opmærksomhed og gode ideer/input såsom mulige aktiviteter. Opfordre til at agere gode rollemodeller (forældrene skal skoles).
Med udgangspunkt i inkluderende
pædagogik hvor forskelligartethed er det udgangspunkt, der anses for normen,
forsøges det at skabe anden gruppeidentitet.
Ved brug af anerkendende kommunikation
ses først på intentionen i de unges handlinger. De unge søger at finde deres
identitet og gør det i kraft af nære venskaber og gruppedannelse. Et
uhensigtsmæssigt handlingsmønster udvikler sig, formentlig med grobund i en
eller anden form for mistrivsel. Frygten for afvisning (eksklusion) med risiko
for mobning og mindreværd som følge, driver flertallet til ’at følge strømmen’.
Med en karakter af socialpædagogisk
arbejde og en ’skulder-ved-skulder-pædagogik’ kunne juniorklubbens pædagog i et
medspillende-medspil forsøge (billedligt talt) at anbringe sig i samme båd som
de unge. Blive lukket indenfor i deres verden og bruge personlige pronomier som
’vores snak’. Undgå ’skæld-ud’ men med klarhed give udtryk for at adfærden ikke
er acceptabel.
Med udgangspunkt i studie/iagttagelse/tests
af hvad de unge er særligt gode til (Howard Garners mange intelligenser) kunne
skabes interesse for anden form for gruppeaktivitet. Det at kunne stjæle uden
at blive opdaget er også en evne at besidde – kunne måske betyde at der hersker
en kropslig, logisk, eller måske endda musikalsk/kreativ intelligens (bør
undersøges nærmere før det konkluderes). Men alfa omega er at de hver især
besidder evner som med fordel kunne bruges i anden sammenhæng end kriminalitet.
Den kriminalpræventive indsats kunne starte
med en øget opmærksomhed på overholdelse af loven. Skolen kunne vægte
undervisning a la projekt ’Social Pejling’ for at modvirke
flertals-misforståelser, og gøre den enkelte elev i stand til selv at træffe
beslutninger, uden at ligge under for misforstået pres fra omverdenen. Politiet
(kriminalforsorgen) kunne besøge skolen og holde foredrag for de unge og deres
forældre. Hvis muligt kunne en tyv med karriereskift supplere foredraget og
komme med sin narrative livshistorie (succeshistorie). Hertil kunne de unge
måske bearbejde informationerne i form af nogle opgaver med selvfortællinger
(narrativ psykologi). De kunne danne en fiktiv fortælling om deres liv som
forbrydere og modsat dette en fortælling om deres drømmeliv.
Derefter kunne juniorklubben guide
(manipulere?) til ændring af adfærd, ved at motivere de unge til andre sociale
samværdsformer såsom rollespil, kampsport, skuespilsdrama, dans, skating,
trylleri, musik (rap). Nogle særlige udvalgte emner som over en periode
intensiveres og hvor der arbejdes for at skabe begejstring og øget selvværd hos
de unge. Som kunne give følelsen af at høre til og være en del af et nyt
positivt fællesskab.
Et samvær der arbejder med at
inkludere alle forskelligartede unge og skaber et fælles tredje.
I arbejdsprocessen bevares positive
forventninger til de unge for at opnå Rosenthal-effekten.
